lørdag den 13. juni 2015

Er du misundelig?

Jeg tror de fleste mennesker har prøvet at kende nogen, de er misundelige på. Det kan enten være på den måde de lever deres liv, den måde de ser ud på eller opfører sig på - eller måske noget helt fjerde. Jeg kan i hvert fald selv nikke genkendende til det, selvom de kloge mennesker jo siger, at det ikke er godt at være misundelig. Men måske er det godt - jeg tror ikke på, at nogen er perfekte; end ikke jeg selv.

Og af netop den grund, kan jeg godt læse i en bog og blive helt misundelig på de liv, som karaktererne lever. Jeg ved dog godt, at det ikke er muligt at have det som dem, da det jo (i hvert fald oftest) er ren fiktion. Men derfor må man jo gerne have lov til, at sidde med en lille drøm i maven.

Jeg kan huske, at jeg helt tilbage til min barndom, kan huske at have været misundelig på karakterer. Den allerførste jeg mindes er Pippi Langstrømpe. Nøj, hvor var jeg misundelig på hendes mod og hvordan hun bare måtte det hele. Jeg mindes aldrig at have læst, at Pippi fik et nej fra nogen, hvor hun holdt sig til det. Jeg syntes hun var helt fantastisk og en virkelig sej pige. Og hvem vil ikke være som Pippi Langstrømpe? Somme tider i dag, kan jeg da endnu være misundelig på hendes mod.

Senest husker jeg at være blevet møg-misundelig på Anna fra "Anna og det franske kys". Hun oplever denne fantastiske kærlighed, hvor man næsten ikke ligger mærke til fejlene, fordi al det gode bare er så perfekt. Og det er jo endda selvom selve forholdet først kommer til sidst - men det forhold kunne jeg da også godt tænke mig! Misforstå mig nu ikke - jeg har den mest fantastiske kæreste, men det kommer jo ikke i nærheden af Anna og St. Clair. Men igen - det er ren fiktion, så det gør det jo nok aldrig. Mig og min kærestes kærlighed er jo også helt fantastisk og når alt kommer til alt, kunne jeg jo ikke tænke mig andre eller andet. Men drømmene om ham pariser-fyren der jo nærmest er perfekt, må jo gerne ligge i baghovedet.

Jeg tvivler stærkt på, at jeg er den eneste, der kan sidde med disse tanker. Det er jo ikke altid sjovt at læse en kærlighedshistorie, hvor hovedpersonens kærlighedsliv er lige så kaotisk, som det kan være i virkeligheden. Nogen gange er det måske rart nok at læse lidt om det perfekte og drømme sig dertil.

Og samtidig tror jeg alligevel, at man ikke vil være dem alligevel. Misundelsen kan være der - men hvad med alt det, der står mellem linjerne? Har vi lyst til at opleve alle tragedierne (som der jo oftest er i en sådan fortælling) for blot, at få den perfekte kæreste, den perfekte barndom eller den perfekte middag? Jeg tvivler. Jeg tror måske det hele er meget perfekt på den helt perfekte uperfekte måde.

Har i nogensinde oplevet, at være misundelig på en karakter?

3 kommentarer:

  1. Som du nævner, vi har nok alle prøvet følelsen af at ville være en anden, eller i en andens situation, men samtidig vil man ikke alligevel af så mange grunde (det ville måske også blive lidt kedeligt i længden?).
    Da jeg var yngre var jeg (som så mange andre) misundelig på Hermione fra Harry Potter, fordi selvom jeg læste meget og klarede mig fint i skolen, så var jeg ikke lige så dygtig som hende. Ellers er jeg faktisk sjældent misundelig på fiktive karakterer, tror jeg, så jeg kan ikke komme i tanke om andre lige nu. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det har du faktisk ret i - at man nok ikke ville alligevel, når det kommer ti. stykket. Ofte kommer karakterne jo ud for både gode - men også dårlige ting :)

      Slet
  2. I mine tidlige teenagerår, brugte jeg uden tvivl bøgerne til at forsvinde fra dagligdagen og jeg misundte SÅ mange karakterer - for på trods af deres problematikker, så var deres liv meget mere spændende end mit og deres historier oftest lykkeligt - de i hvert fald altid svarene.

    Så kom Hunger Games på banen og jeg indså at det ikke altid er fedt at leve i en fiktiv verden. ;)

    SvarSlet