mandag den 8. juni 2015

"Savner dig" af Harlan Coben

Savner dig af Harlan Coben, 398 sider, Gad, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Kat Donovan er kriminalbetjent og single. Da hun en aften surfer på en dating-side på nettet, falder hun over en profil, der umiddelbart ligner enhver anden, men hun får et chok, da hun nærstuderer det vedhæftede fotografi. Manden på billedet er hendes tidligere forlovede, Jeff, som knuste hendes hjerte - og som hun ikke har set i 18 år.

Men snart er håb afløst af rædsel, da det går op for Kat, at noget er helt galt. Inden længe er hun inddraget i en efterforskning, som udfordrer hendes følelser for alle, der nogensinde har stået hende nær - og samtidig kommer hun alt for tæt på en koldblodig organisation, som ikke viger tilbage for noget som helst i jagten på sit næste bytte.

Efterhånden som Kat bliver suget ind i mørket bag internettet, må hun mobilisere alle sine kræfter for at overleve - og leve med det hun afslører.

Jeg er helt vild med krimier, det er der vidst ingen tvivl om. Jeg elsker den spændende historie, som fanger mig - og som får mig til at føle, at jeg næsten er med til at opklare mysteriet. Og det var præcis hvad der skete med denne bog. Allerede fra første side blev jeg grebet af stemningen og historien, og følte at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig. Og hver gang jeg forsøgte at lægge den fra mig, var jeg nødt til at samle den op igen kort tid efter, for jeg var nødt til at vide, hvad der ville komme til at ske.

Harlan Coben var, for mig, en ukendt forfatter. Det blev der ændret på. Hvis alle hans andre bøger er lige så gode som denne, er der ingen tvivl om, at han har fået en ny kæmpe-fan.

Vi møder i bogen Kat, som arbejder ved NYPD. Hun begynder at arbejde på en gammel sag - og samtidig arbejder hun også på en hel ny. Indimellem at vi hører om Kat, hører vi også fortællingen fra ofrenes side. Der er altså dette fantastiske samspil mellem, at du, som læser, ved hvor ofrene befinder sig og hvordan de er, og samtidig løser man gåden med betjenten Kat. Netop dét samspil er jeg vild med - jeg synes det giver en rigtig fed effekt!

Bogen er på 389 sider, den er ikke helt lang, men heller ikke helt kort. Den foregår ikke over ret lang tid, forløbet er ganske kort - men det hele hænger sammen. Jeg sidder ikke tilbage med en følelse af at jeg mangler en afslutning, eller at der var nogle beskrivelser der var for lange. Det var helt perfekt.

Men historien er også perfekt. Åh, jeg har virkelig svært ved at udtrykke min glæde over denne bog. Jeg har netop fundet mig endnu en krimi, som aldrig kommer til at forlade min bogreol. Den skal stå der for evigt og vise alle andre, hvor fantastisk den er. Lyder det skørt?

Hvis ikke det allerede er gættet, så elsker jeg denne bog. Den er perfekt til mig og det hele var bare som det skulle være. Der er ingen tvivl om, at denne bog skal have 5 stjerner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar