onsdag den 19. august 2015

"Audreys verden" af Sophie Kinsella

Audreys verden af Sophie Kinsella, 376 sider, Carlsen, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

14-årige Audrey elsker sin familie, selv om de er lidt til den skøre side, og de er der for hende, da hun udvikler angst som følge af en ubehagelig episode i skolen. Siden den dag tager Audrey aldrig sine solbriller af, og selv med hjælp fra hendes læge går det kun langsomt fremad.
Men så møder hun Linus, og pludselig kan hun åbne op på en måde, som hun ikke har oplevet længe. Det bliver et venskab, som ikke kun hjælper Audrey, men også hele hendes familie - og måske kan det udvikle sig til mere end et venskab.

Jeg skal være helt ærlig at sige, at jeg ikke havde læst ret meget af Sophie Kinsella, inden jeg læste denne bog. Jeg har aldrig været den helt store fan af Shopahollic-serien, selvom jeg dog har et par af bøgerne et eller andet sted. Jeg så det som ren hyggelæsning, men der var ingen tvivl om, at jeg alligevel glædede mig rigtig meget, til at få læst denne!

Vi møder den unge Audrey, som kæmper en svær kamp med sit angst - men hun formår at gøre det på en måde, så mange kan være med.

Til tider opfattede jeg Audrey som en smule overreagerende mht. hendes sygdom. Men jeg har det bare sådan, at det faktisk slet ikke gør noget. For selvom det er overdrevet nogle steder, så er det alligevel en rigtig fin måde at informere andre (primært unge) mennesker om angst, på. "Overdrivelse fremmer forståelse" siger man jo, og i netop dette tilfælde, er jeg helt enig. Havde det været mere rolig og nede på jorden, tror jeg ikke man havde fanget stemningen og Audreys følelser, helt på samme måde.

Det er en rigtig sød historie - den er let at læse og let at forstå. Jeg synes den er nem at fange, og jeg regnede hurtigt det meste af plottet ud. Men det gør ikke noget, for historien er alligevel rigtig sød og charmerende. Der var desuden flere passager, hvor jeg ikke kunne lade være med at grine lidt - og det synes jeg var rart. For selvom det kan være et dystert emne, angst, så formår Sophie Kinsella alligevel at gøre det, på en humoristisk måde, uden direkte at støde nogen.

Selvom det er en ret ung pige, vi har med at gøre, synes jeg ikke det er noget problem, at læse den, selvom man er en del (eller lidt) ældre. Jeg synes ikke som sådan, at man opfanger, at hun "kun" er 14, og det er rart. Ofte kan det irriterer mig, hvis det bliver for ungt - og så er bogen ikke helt noget for mig. Men det fungerer her, og det er rigtig fedt!

Alt i alt er det en super sød historie, som jeg helt sikkert vil anbefale!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar