mandag den 29. juni 2015

Sommerlæsning 2015

Min sommerferie er begyndt - jeg er færdig med HF og har fået min studenterhue på. Det betyder også, at der det næste lange stykke tid er plads til en del mere læsning. Og det glæder jeg mig rigtig meget til at komme igang med! Og det er endda selvom jeg ikke har de helt store planer om sommerens læsning - faktisk kun 3. Dette indlæg er lavet, så i kan se hvad jeg har planlagt - og hvorfor. Jeg er dog helt sikker på, at der nok skal komme flere end de 3.

Her ser vi så stakken. Det er 3 bøger, som jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang med.

"Isla and the happily ever after" af Stephanie Perkins - Denne bog er den tredje i serien. Jeg har læst de to foregående tidligere i år, og jeg burde efterhånden snart komme igang med denne. Og hvad er bedre end solskinsvejr og blå himmel til at læse en kærlighedshistorie i? Ikke noget tror jeg. Så derfor bliver denne en af dem, jeg skal læse i min ferie.

"Tvivlen (After #2)" af Anna Todd - For ikke så længe siden, fik jeg den første bog i denne serie, som anmeldereksemplar - og nu har jeg fået den anden bog. Den er jeg så spændt på at komme igang med, da jeg var rigtig glad for 1'eren. Kom nu, kom nu, kom nu!

"Vi var løgnere"af E. Lockhart - Denne bog vandt jeg hos Xenia, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang med den. Jeg har ikke hørt så meget om den, men det er bevidst, da jeg flere steder har hørt, at man helst skal læse den, uden at vide for meget om den. Derfor har jeg valgt at holde min viden så langt nede, som muligt.

Det var altså de tre bøger jeg har planlagt. Har i planlagt at skulle læse noget i jeres sommerferie?

fredag den 26. juni 2015

"Grundstødt" af Seita Vuorela

Grundstødt af Seita Vuorela, 255 sider, Turbine, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Mitja på fjorten og Vladimir på femten er ikke på nogen almindelig campingferie med deres mor. En nær ven er død efter et fald fra en silo, og de har brug for at komme væk hjemmefra, få luft under vingerne og hele deres sår. Men på stranden ved campingpladsen møder Mitja nogle vilde stranddrenge og den mest betagende pige, han nogensinde har set. De viser ham hver især ting, han aldrig før har kendt til - men hvem er de?

En fantastisk og bevægende fortælling om at modnes gennem sorg.

Jeg havde utrolig svært ved at sætte mig ned med denne bog, og give mig tid til den. Ikke fordi den som sådan er dårlig, den er bare ret forvirrende. Man springer frem og tilbage i tiden - og så synes jeg den behandler et ømt emne, døden, på en mærkelig måde. Dette behøver dog ikke nødvendigvis være en kritik, da man somme tider har brug for at høre/læse om et sådan emne, på en lidt anden måde.

Vi møder disse to unge mennesker, Mitja og Vladimir, som behandler sorgen på deres egen måde. Og fordi at disse er så unge, vil jeg anbefale bogen til de yngre læsere. Jeg vil ikke mene, at voksne mennesker, får lige så meget ud af bogen, som det måske egentlig var planen.

Bogen er rigtig godt skrevet med et farverigt sprog og meget beskrivende passager. Det er med til at gøre bogen mere interessant at læse - selvom jeg normalt plejer at sige det modsatte. Men det er med til, at man som læser lidt bedre kan sætte sig ind i miljøet.

En anden ting jeg var rigtig vild med i bogen, er de illustrationer, der er hele vejen igennem. De er rigtig fint med til at skabe denne lidt mystiske og dystre stemning i bogen. Det kunne jeg rigtig godt lide - også fordi, at jeg brugte tid på at kigge på dem. Jeg sprang ikke blot over dem.

Jeg tror ikke, at jeg førhen har læst denne type bog. Den er lidt mystisk (på den gode måde) og speciel - netop på grund af det "tunge" emne.

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde været lidt yngre, ville jeg kunne give bogen lidt flere stjerner. Den rammer mig bare ikke det rigtige sted - men måske den rammer dig?


tirsdag den 23. juni 2015

"Kunsten at forelske sig" af Cecelia Ahern

Kunsten at forelske sig af Cecelia Ahern, 335 sider, People's press, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Det er nat, første gang Christine og Adam møder hinanden. På vej hjem gennem Dublins gader ser Christine Adam, der skal til at kaste sig i floden fra Ha'penny Bridge. Det lykkes hende at overtale ham til at komme ned, og de indgår en aftale. Hun skal vise ham, at livet er værd at leve, men hvis det ikke lykkes hende inden hans 35-års fødselsdag to uger senere, vil han gøre alvor af sin plan og tage sit eget liv.

Med stor entusiasme slæber Christine Adam ud på eventyr i håb om, at han skal få øjnene op for de gode ting i sit liv. Men Christines eget liv er mildest talt heller ikke perfekt. Hun har netop forladt sin mand og har problemer både hjemme og på arbejdet. Og efterhånden som den fatale deadline nærmer sig, bliver det klart, at Adam ikke er den eneste, der har brug for en hjælpende hånd.

Det er virkelig svært for mig, at skulle skrive noget om denne bog, uden at afsløre noget. Der er så mange ting der spiller ind - og så mange episoder, jeg så gerne vil fortælle jer om, så i får lyst til at læse bogen, men jeg kan ikke, for så afslører jeg bare noget.

Vi møder Christine og Adam - to forskellige mennesker, der begge har deres egne problemer at slås med. De slår sig sammen og forsøger at hjælpe hinanden. Gennem hele bogen hører vi om begge parters rejse gennem forsøget på, at få et bedre liv. Det er bare ikke altid lige let.

Christine er den her modne kvinde, der forsøger at overbevise sig selv om, at hun kan leve sit eget liv. Og Adam er en mindre moden (opfatter jeg) mand, der gerne vil blive til en mand. Man kan altså sige, at det er noget af et eventyr, som Cecelia Ahern tager os med på.

Jeg er helt vild med denne bog. Den er så fantastisk, og den rørte virkelig nogle steder i mig, hvor jeg føler, at jeg lærte noget nyt. Det sker sjældent gennem en bog, for mig, og derfor blev jeg ret overrasket over det.

Jeg elsker bogen - ja, det gør jeg faktisk. Den er så sød, sjov, rørende og gennemført. Jeg følte ikke der var nogle passager, jeg sprang let hen over - jeg slugte bare det hele. Den er så gennemført og der er virkelig tænkt over detaljerne. Dette er den perfekte sommer-bog!


søndag den 21. juni 2015

Bøger er min terapi

Allerede fra jeg var helt lille, kan jeg huske altid at have revet en bog frem hvis jeg var ked af det. Specielt i sådan et tilfælde, hvor tårerne aldrig stopper med at løbe igen. Hvis jeg var/er i sådan et humør, skal der ikke andet end en bog til. Så flygter jeg på den måde fra virkeligheden og lader mine tanker komme lidt på afstand.

Netop fordi jeg ved, at bøgerne har denne effekt på mig, bruger jeg det også som en slags terapi. Kan jeg mærke at jeg er i dårligt humør, tager jeg en bog op så hurtigt som det nu er muligt. Så kan jeg somme tide afværge et vredesudbrud eller en tudetur,

Men udover at bæger har den effekt på mig, skulle man næsten tro, at de også var magiske. For nogle år siden tog jeg til en neurolog, hvor jeg fik konstateret migræne. Jeg får et anfald, som tingene ser ud lige nu, en gang eller to om måneden - og førhen var jeg tæt på døden (det føltes i hvert fald sådan) hver gang. Pludselig kunne jeg ikke længere tåle de piller jeg skulle tage ved et anfald, så man kan vel sige, at jeg var lidt på spanden. Helt tilfældigt tog jeg derfor 2 panodiler en dag og lagde mig i sengen med en bog, da jeg fik et anfald, for at jeg kunne slappe af. Normalt ville jeg aldrig kunne gøre dette, da mine øjne ikke kan fokuserer og det føles som om, at det hele er ved at springe i luften - men jeg gjorde det alligevel. Og der gik ikke andet end én time, så var migrænen væk. Jeg var bombet i kroppen som jeg plejer, men jeg "kurerede" mig selv fra et anfald. Her kan man så sige, at nogle ville mene, at det dermed ikke kan være migræne, men jeg kender min krop.

Bøger kan altså have denne helende effekt på mig. Jeg ved ikke hvorfor - det eneste jeg ved er, at jeg altid kan regne med dem, og at de altid får mig til at slappe af.

Jeg har aldrig før oplevet, at noget kunne få mig så meget ned på jorden, som bøgerne kan. Ikke engang min mors eller kærestes søde ord. Jeg har brug for at flygte fra den virkelig jeg er utilfreds med i det pågældende øjeblik, og det kan bøger gøre for mig.

Har i det på samme måde - eller lyder jeg tosset?

onsdag den 17. juni 2015

5 bud til sommerlæsningen

Jeg har efterhånden set en del indlæg på diverse danske bogblogs med bud på bøger til sommerens læsning. Jeg har været i min egen bogreol og fundet 4 (+1 ekstra) gode bud til jer.



1. "Hvalernes sang" af Jojo Moyes
Jeg har i et stykke tid nu, været ret stor fan af Jojo Moyes. Og derfor synes jeg også, at denne bog er værd at læse. Det er en kærlighedshistorie om 2 voksne mennesker - men det er også en historie om venskab, drama og familie.
Det er en let læst bog på 300 sider, hvor Jojo Moyes viser, hvad det er, hun kan.

2. "Straf" af Håkan Nesser og Paula Polanski
Denne bog er en af mine favoritter. Jeg er fuldstændig vild med den - og så er det en krimi. Den er ret kort og hurtigt læst, fordi den er så spændende. Har man ikke læst den, kan jeg ikke sige andet, end at man skal!

3. "Feriegæsterne" af Emma Straub
Denne bog er en ægte sommerferie-bog. Den er rigtig hyggelig at læse - og så foregår den jo om sommeren. Det er ikke så længe siden, at jeg anmeldte den på bloggen, så det er dér muligt at læse mere om den.

4. "Anna og det franske kys" af Stephanie Perkins
Denne bog er den optimale kærligheds-bog. Åh, jeg har førhen beskrevet hvor vild jeg er med den, så det vil jeg ikke kaste mig ud i igen. Men - mangler du noget kærlighed og ægte Pariser-romantik, så læs den, læs den, læs den!

5. "Mig før dig" af Jojo Moyes
Denne bog er så fantastisk. Kærlighed, venskab, sorg og alle andre emner. Denne er også en af mine favoritter - jeg ELSKER den.

Alle bøgerne på listen, bortset fra "Mig før dig", findes der en anmeldelse af her på bloggen. Så vil du vide mere om dem, så klik endelig ind forbi og kig.

Har du nogen planer til sommerens læsning? Og har du måske læst nogle af disse?

lørdag den 13. juni 2015

Er du misundelig?

Jeg tror de fleste mennesker har prøvet at kende nogen, de er misundelige på. Det kan enten være på den måde de lever deres liv, den måde de ser ud på eller opfører sig på - eller måske noget helt fjerde. Jeg kan i hvert fald selv nikke genkendende til det, selvom de kloge mennesker jo siger, at det ikke er godt at være misundelig. Men måske er det godt - jeg tror ikke på, at nogen er perfekte; end ikke jeg selv.

Og af netop den grund, kan jeg godt læse i en bog og blive helt misundelig på de liv, som karaktererne lever. Jeg ved dog godt, at det ikke er muligt at have det som dem, da det jo (i hvert fald oftest) er ren fiktion. Men derfor må man jo gerne have lov til, at sidde med en lille drøm i maven.

Jeg kan huske, at jeg helt tilbage til min barndom, kan huske at have været misundelig på karakterer. Den allerførste jeg mindes er Pippi Langstrømpe. Nøj, hvor var jeg misundelig på hendes mod og hvordan hun bare måtte det hele. Jeg mindes aldrig at have læst, at Pippi fik et nej fra nogen, hvor hun holdt sig til det. Jeg syntes hun var helt fantastisk og en virkelig sej pige. Og hvem vil ikke være som Pippi Langstrømpe? Somme tider i dag, kan jeg da endnu være misundelig på hendes mod.

Senest husker jeg at være blevet møg-misundelig på Anna fra "Anna og det franske kys". Hun oplever denne fantastiske kærlighed, hvor man næsten ikke ligger mærke til fejlene, fordi al det gode bare er så perfekt. Og det er jo endda selvom selve forholdet først kommer til sidst - men det forhold kunne jeg da også godt tænke mig! Misforstå mig nu ikke - jeg har den mest fantastiske kæreste, men det kommer jo ikke i nærheden af Anna og St. Clair. Men igen - det er ren fiktion, så det gør det jo nok aldrig. Mig og min kærestes kærlighed er jo også helt fantastisk og når alt kommer til alt, kunne jeg jo ikke tænke mig andre eller andet. Men drømmene om ham pariser-fyren der jo nærmest er perfekt, må jo gerne ligge i baghovedet.

Jeg tvivler stærkt på, at jeg er den eneste, der kan sidde med disse tanker. Det er jo ikke altid sjovt at læse en kærlighedshistorie, hvor hovedpersonens kærlighedsliv er lige så kaotisk, som det kan være i virkeligheden. Nogen gange er det måske rart nok at læse lidt om det perfekte og drømme sig dertil.

Og samtidig tror jeg alligevel, at man ikke vil være dem alligevel. Misundelsen kan være der - men hvad med alt det, der står mellem linjerne? Har vi lyst til at opleve alle tragedierne (som der jo oftest er i en sådan fortælling) for blot, at få den perfekte kæreste, den perfekte barndom eller den perfekte middag? Jeg tvivler. Jeg tror måske det hele er meget perfekt på den helt perfekte uperfekte måde.

Har i nogensinde oplevet, at være misundelig på en karakter?

onsdag den 10. juni 2015

"Feriegæsterne" af Emma Straub

Feriegæsterne af Emma Straub, 314 sider, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

For Franny og Jim var turen til Mallorca med deres to børn oprindeligt tænkt som en slags fest. De har 35-års bryllupsdag, og deres datter, Sylvia, er netop blevet student. Den solbeskinnede ø med de smukke bjerge, strande og tennisbaner virker da også som det perfekte sted at lægge de spændinger, der ulmede hjemme på Manhatten, bag sig.


Men ikke alt går efter planen. Der er knas i Franny og Jims ægteskab, Sylvias bror, Bobby, medbringer sin noget ældre kæreste, som hans mor aldrig har brudt sig om, og Frannys bedste ven, Charles, og hans mand tumler med deres egne problemer, mens de samtidig forsøger at agere mæglere i Post-familien. I løbet af de to uger kommer en lang række hemmeligheder for en dag, ydmygelserne står i kø, og barndommens rivalisering blusser op for fuld kraft.

Men heldigvis er der håb forude...

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at læse denne bog - nok mest af alt på grund af Jojo Moyes' udtalelse på forsiden: "Jeg elsker den!".

Vi møder disse to familier, og ser hvordan de agerer sammen i nogle, somme tider, pressede situationer. Der bliver skiftet mellem synspunkterne i hvert afsnit af bogen, hvilket betyder, at vi som læsere får indblik i mere end én persons følelser. Det giver et rigtig godt spil i netop denne bog, da der somme tider er nogle situationer, hvor man ikke helt ved hvem man skal holde med. Det hjælper lidt, når man får tanken bag, flere steder fra.

Det er en bog, der helt bestemt egner sig som sommerferielæsning. Man er, som læser, på ingen måde i tvivl om, at denne bog foregår på en ferieø, hvor en ellers ret adspredt familie, pludselig skal til at være tæt sammen - og hvad sker der mon så? Jeg er ret sikker på, at man kan sætte sig ind i mange af situationerne selv.

Det er en rigtig sød bog, som kan læses af alle aldre. Dette, synes jeg, til dels er på grund af synsvinklerne der skifter. Vi får der fra et ungt par, en ung pige, et homoseksuelt par og et forældrepar med voksne børn. Der er altså nærmest alle aldersgrupper i bogen - og alle har noget, de kan sætte sig ind i.

Jeg glæder mig helt sikkert til at se, om Emma Straub kommer med mere i fremtiden. Hendes skrivestil er super fin og lige til at gå til - jeg er sikker på, at der kan komme en masse kærlighed ud af hendes fingre.

Jeg vælger at give denne bog 3 stjerner, idet jeg hyggede mig rigtig meget med at læse den. Den satte ikke det store præg på mig - men det synes jeg heller ikke altid, at en sommerferie-bog skal gøre. Den skal være let at læse og der skal ikke fore meget tænkning til - så tror jeg, at man mister overblikket lidt for hurtigt i sommervarmen.