lørdag den 9. januar 2016

"Løbende tjener (Roland Triel #1)" af Dennis Jürgensen

Løbende tjener af Dennis Jürgensen, 490 sider, Tellerup, 2014

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Frans Jessen har skabt en milliardforretning med sine designersmykker. Efter en omfattende sag om ophavsretten findes den ene af de involverede parter myrdet på makaber vis, og jagten begynder på en skånselsløs morder.

I spidsen for efterforskningen står den erfarne Roland Triel fra Politigården i København.

Triel lider under en personlig tragedie. For få år siden blev hans kone brutalt myrdet i deres hjem og hans 13-årige datter mishandlet. Sagen er aldrig blevet opklaret, og Triel er besat af tanken om at finde den skyldige.

Midt i arbejdet med den aktuelle drabssag giver Triels kones morder uventet livstegn fra sig. Efterforskningslederen hvirvles nu ind i et mørkt psykologisk spil med den forbryder, han vil gøre alt for at fange.

Det er første gang jeg læser noget af Jürgensen. Jeg kender ham kun som børne-/ungdomsbogsforfatter, og derfor glædede jeg mig rigtig meget til at læse denne af ham. Jeg var spændt på at se, hvordan han tacklede krimi-genren, som jo primært er for voksne, da det jo ligger et godt stykke væk fra hans vante omgivelser.

Jürgensen har opbygget et plot der er spændende, realistisk og meget fængende. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig igen da jeg var gået igang, for han lagde hele tiden små hints ud, så læseren var nødt til at vide mere og måske endda gætte med.

Denne gætteleg gjorde bogen ret sjov. Det var vanvittig svært (i hvert fald for mig) at gætte rigtigt, og jeg gjorde det på intet tidspunkt. Jeg følte mig underholdt hele vejen igennem - og det er ret vigtigt for mig, når jeg læser en krimi. Jeg skal ikke kede mig ret meget, før end det kommer til at ødelægge min læseoplevelse. En krimi skal være spændende fra start til slut.

Jürgensen har gjort et fantastisk stykke arbejde med spændingen, med karaktererne - og specielt vores hovedperson, som er denne skøre, men fuldstændig elskelige efterforsker. Det er en fed blanding, og jeg ville næsten ønske at det var ham der kom ud, hvis jeg nogensinde ringede efter politiet.

Triel har en meget speciel personlighed, er fuldstændig optaget af sit eget privatliv og forsøger samtidig at opklare en sag - dette ender ud i nogle sjove konklusioner og udtalelser fra hans side. Jürgensen har lavet den fede efterforsker, jeg endnu har mødt.

Denne bog vil jeg helt sikkert anbefale til at alle krimilæsere. Den indeholder alt hvad en krimi skal indeholde - den vil ikke skuffe!


4 kommentarer:

  1. Hejsa. Jeg hedder Dina og jeg er snart 14 år. Jeg er utrolig glad for bøger, og læser rigtig meget, så for at finde inspiration til nye bøger, søgte jeg lidt på internettet osv. Og faldt så over din blog! Men da jeg kun er 13 ved jeg ikke helt hvilke bøger der lige ville egne sig til mig, så det ville være så dejligt hvis du ville have lyst til at lave noget om ungdomsbøger, eller skrive når det var for de lidt yngre læsere:-) Hilsen Dina. PS. Er rigtig vild med din blog, har allerede fået masser af ny inspiration

    SvarSlet
  2. Hejsa. Jeg hedder Dina og jeg er snart 14 år. Jeg er utrolig glad for bøger, og læser rigtig meget, så for at finde inspiration til nye bøger, søgte jeg lidt på internettet osv. Og faldt så over din blog! Men da jeg kun er 13 ved jeg ikke helt hvilke bøger der lige ville egne sig til mig, så det ville være så dejligt hvis du ville have lyst til at lave noget om ungdomsbøger, eller skrive når det var for de lidt yngre læsere:-) Hilsen Dina. PS. Er rigtig vild med din blog, har allerede fået masser af ny inspiration

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Dina,
      Jeg er rigtig glad for, at du kan bruge min blog til noget! Og specielt at den har givet dig noget ny inspiration - det er bl.a. dét, den er her for :-)

      Du kan tro, at jeg gerne vil lave et indlæg om ungdomsbøger. Ellers kan jeg allerede nu anbefale "Anna og det franske kys" af Stephanie Perkins. Det er en rigtig kærlighedshistorie - og hvis du ikke allerede har læst den, så er den helt sikkert et kig værd! Derudover er John Green jo også rigtig dygtig, og han har skrevet en del bøger. Han står på listen over mine yndlingsforfattere - og hans bøger passer også så fint til unge på din alder :-)

      Rigtig god læselyst!

      /www.mitbogunivers.blogspot.com

      Slet
    2. Tak for svaret:-) Den vil jeg helt sikkert prøve! Har læst en del bøger af John Green, han er helt klart også en af mine yndlingsforfattere. Vil se frem til sådan et indlæg;-)

      Slet