torsdag den 24. september 2015

"Lotus Blues (Lotus Blues #1)" af Kristina Ohlsson

Lotus Blues (Lotus Blues #1) af Kristina Ohlsson, 383 sider, Modtryk, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Den dag går alt ad helvede til regner det. En desperat mand dukker op på strafferetsadvokat Martin Benners kontor og fortæller, at hans søster har brug for hjælp. Men søsteren er død. Før hun begik selvmord, tilstod hun fem mord. I aviserne blev hun kaldt seriemorder og fik tilnavnet Sara Texas. Nu vil hendes bror rense hende - og samtidig finde hendes forsvundne søn, Mio. Sagen virker håbløs.
Martin Benner har stort set alt. Charme, penge, karriere, kvinder, et lille barn. Men han har også sine svagheder. Først og fremmest har han svært ved at sige nej til en udfordring. Og da han vælger at se nærmere på sagen om Sara Texas, bliver han forvandlet fra advokat til en brik i et spil med så høje indsatser, at han risikerer at miste alt.

Bogen starter ud på et sted, hvor jeg ikke helt kan se krimi-delen. Det ændrer sig dog hurtigt. Allerede fra start, er bogen spændende og nervepirrende - der er nogle psykologiske inputs flere steder, som blot gør det hele meget bedre for mig.

Denne bog er hvad jeg vil kalde en puzzlespils-krimi. Vi får lagt brikker ud hele vejen igennem, som er med til at give os, til sidst, det samlede overblik. Og alle disse små hints (eller brikker), er med til, at få læseren til at gætte med - hvad er der sket, hvem har gjort det, hvad er det næste? Det synes jeg er en rigtig fed måde at skrive en bog på. Og når jeg så gættede med, så gættede jeg sjældent rigtig, fordi den var bygget så fedt op.

Jeg fløj igennem denne bog på ingen tid - og det er hvad der sker, når jeg har fingrene i en rigtig god bog. Jeg kunne på ingen måde slippe den, da jeg først var kommet igang. Jeg var hele tiden nødt til at vide, hvad næste skridt ville være - og få det næste hint også.

Noget helt andet, som forfatteren her også skal have ros for, er at have skrevet en krimi, hvor hovedpersonen ikke er en politibetjent (eller noget der minder om). Det synes jeg er et sjældent syn - specielt hvis historien også skal fungere. Men det skal hun have, Kristina Ohlsson - det fungerede virkelig godt!

Da jeg havde afsluttet bogen sad jeg med en frygtelig følelse - der går nemlig et helt halvt år, inden den næste kommer. Det er slet ikke til at holde ud. Slutningen er så speciel og fed, at jeg overhovedet ikke kan vente. Min kæreste fik en ordentlig omgang hysteri fra min side, fordi jeg simpelthen ikke anede, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Og det må man jo sige er positivt.

Der er altså ingen tvivl om, at denne bog skal have 5 stjerner!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar