Den lille sydstatsby Maycomb er fyldt med fordomme, vold og hykleri, så da byens respekterede sagfører, Atticus Finch, påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by.
Set gennem øjnene på den niårige Scout Finch udforsker Harper Lee med hjertevarmende humor de voksnes irrationelle holdning til race og samfundsklasse i 1930'ernes Alabama.
Jeg må helt ærligt indrømme, at jeg ikke helt vidste, om jeg egentlig havde lyst til at læse denne bog, inden jeg gik igang. Jeg har aldrig været meget for bøger fra "gamle dage" og bøger der fortæller om vores historie. Faktisk plejer disse at kede mig en hel del - men alligevel besluttede jeg mig for, at denne bog var jeg altså nødt til at læse.
Så det gjorde jeg! Vi møder den unge Scout, hendes bror, Jem, hendes far, Atticus, og en del af byens beboere. Faktisk møder man ret mange mennesker, og selvom jeg havde ret svært ved at finde rundt i dem allesammen, må jeg indrømme, at det faktisk ikke rigtig gjorde noget. For mig var det ikke personerne der var vigtige - men derimod deres udtalelser og handlinger i forhold til handlingen i bogen.
Det er første gang jeg læser en bog, hvor jeg ikke har været fuldstændig bidt af den, men alligevel har elsket den så inderligt, når jeg har vendt den sidste side. Det er en virkelig mærkelig følelse, men det er sådan jeg har det. Den er så helt fantastisk og der er så mange super fede passager i den, at jeg ikke kan lade være med at elske den - og det er på trods af, at jeg ikke anede hvad jeg skulle mene (eller om jeg overhovedet skulle læse videre) da jeg var igang med den.
Og når jeg sidder med denne følelse tilbage, er der ingen tvivl om, at bogen skal have 5 stjerner. På en helt vanvittig måde, fik den mig virkelig, og flere gange endda, til at tænke over, hvordan man egentlig burde behandle andre mennesker. Den er fuld af kærlighed, venskab, sorg og kloge ord - og når disse ting er der, er bogen jo nærmest perfekt, er den ikke?
