Denne bog er et eksemplar fra forlaget.
17-årige Lennie mister pludselig sin søster Bailey. En fatal hjertefejl viser det sig. Varme, livsglade, dejlige Bailey. Lennie føler sig helt alene med sit ubærlige savn. Men der er én, der forstår hende: Baileys efterladte kæreste, Toby. De to søger trøst hos hinanden i deres fælles sorg.
Og så dukker Joe op. Den nye fyr på skolen, som aldrig har kendt Bailey, og som taler og smiler til Lennie, så det giver stød i hele kroppen. Nu er Lennie splittet mellem Toby, der giver Bailey liv, og Joe, der giver Lennie liv. Og må man overhovedet føle glæde, når sorgen er så tæt og sort?
Dette er ikke mit første møde med Jandy Nelson. Jeg har tidligere anmeldt "Jeg henter solen ned", som jeg gav 5 ud af 5 stjerner. Denne er helt fantastisk, og netop derfor havde jeg ret store forventninger til denne bog også.
Og Nelson har gjort det igen. Hun har skrevet en helt fantastisk ungdomsbog, hvor hun sætter sig ned i de unges højde, og virkelig har gjort sig umage med alle beskrivelserne. Når man er inde på dystre emner, som Nelson jo er, er det vigtigt at det virker realistisk. Og det gør det her.
Jeg havde nemt ved at sætte mig i den unge Baileys sted. Må man være glad og grine, når så stor en sorg har lagt sig over ens hjerte? Det må være noget af et dilemma, men jeg mener virkelig, at Nelson har gjort et godt stykke arbejde. Det virker realistisk - og det virker som om, at hun ved hvad hun har gang i.
Noget andet jeg er meget stor fan af i denne bog er, hvordan kærligheden til Toby, til Joe og til Lennie bliver beskrevet. Den er ikke overdrevet "jeg elsker dig for evigt"-agtig, men derimod reel og ligetil. Der bliver ikke lagt skjul på Lennies skyldfølelse - og heller ikke hvordan hun skal gå fra teenager og til en voksen kvinde.
Alt i alt er det en bog, som virkelig sætter tankerne igang. Nelson har (igen) taget fat på et atypisk emne, og et emne, som jeg virkelig tror er svær at mestre. Det er et følsomt emne og til tider måske endda lidt tabubelagt. Men hun gør det helt rigtigt!
