torsdag den 1. januar 2015

"Hej søde" af Ida Holst

Billedet er lånt fra SMSpress.
Hej søde af Ida Holst, 225 sider, SMSpress, 2014

Chick lit om to, der aldrig skulle have været kærester. Seksuelt går det godt, men Amalie er frustreret over, at Kasper ikke giver hende nok i forholdet. Omvendt føler Kasper, at Amalie er hysterisk.
SMS-romanen er baseret på en ægte SMS korrespondance.

Denne bog er hurtigt læst og meget fangende. Vi møder Amalie og Kasper gennem deres sms'er, hvor vi får et indblik i hvordan deres forhold fungerer.

Jeg kunne rigtig godt lide tanken om, at historien var skrevet med disse sms'er, de to hovedpersoner sender til hinanden - specielt fordi vi i vores sms'er ofte tør sige noget mere, end vi ville i virkeligheden.
Samtidig skal det også siges, at jeg, før jeg gik igang, frygtede at komme til at misse en masse info og viden omkring de to personer, netop fordi det blot var sms'er. Men her blev jeg overrasket - intet gik forbi læseren, og sms'erne fungerer rigtig godt som historie-fortæller.

Jeg læste bogen hurtigt - på blot et par timer havde jeg fået vendt alle siderne og fået afsluttet historien. Jeg følte at afslutningen var god, da jeg ikke sad med en forventning om mere bagefter.

Dette er en bog jeg vil anbefale som et break fra store, tunge bøger. Eller måske endda blot som aftenlæsning lige inden man skal sove.
Hvis man forventer den helt store historie, bliver man skuffet. Men forventer man drama og intriger om et forhold der nærmest kun fungerer på det seksuelle plan, kan man godt glæde sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar